Fastelavnsfest på Knuds

Onsdag den 10. februar afholdte Globale Gymnasier en fastelavnsfest for udvekslingsstudenterne på Sct. Knuds Gymnasium. Arrangementet var en succes, hvor formålet var at have det sjovt og lære udvekslingsstudenterne hvad en ægte, dansk fastelavnsfest går ud på.

Nogle elever fra Globale Gymnasier havde i forvejen brugt tid på at pynte op til festen og dekorere en tønde, imens resten af elevgruppen fra Globale Gymnasier mødte op i kostumer kl. 18:00 sammen med udvekslingsstudenterne. Vi havde informeret vores udvekslingsstudenter om, at de skulle klæde sig ud til en hyggelig aften – og de skuffede sandelig ikke! Efter ankomsten blev der dækket op til buffet med mad, som alle, også udvekslingsstudenterne, havde bragt med hjemmefra. Vores buffet var en farverig og smagfuld kombination bestående af alt fra lasagne, jordbærsalat og japansk anrettede sød-kartofler til fastelavnsboller og pandekager med nutella. Efter omkring en time med hyggelig snak, et overdådigt måltid og en sjov “icebreaker”-leg, bevægede vi os ud i skolens aula for at slå katten af tønden. Dette var første gang, at nogen af udvekslingsstudenterne havde prøvet dette, og det så ud til, at alle morede sig! Katten af tønden blev efterfulgt af limbo og stopdans, som varede i temmelig lang tid i og med, at alle var så dygtige til at danse og havde en fest med det.

Da fastelavnsfesten er et samarbejde med udvekslingsstudenterne på skolen, giver det mening at henvise til verdensmål nr. 17, der består i at vi skal styrke fællesskab rundt om på kloden, og hvad bedre måde er der, at opnå dette på, end rundt om et dækket bord, og med en hyggelig aften i vente.

Alt i alt var det en hyggelig aften, hvor der blev danset, spist en masse og ikke mindst slået katten af tønden. Som én af eleverne fra Globale Gymnasier sagde “Jeg har spist så meget, at man skulle tro det var juleaften!”. Arrangementet var en kæmpe succes, da alle hyggede sig, og os fra Globale Gymnasier fik lært vores internationale venner, endnu bedre at kende, samt hvad en dansk fastelavnsfest er.

Vores elevgruppe anbefaler varmt et lignende arrangement videre til vores GG-venner rundt om i landet, trods arrangementet ikke som sådan inddrager skolens øvrige elever. En fastelavnsfest er en rigtig god måde at lære hinanden i elevgruppe samt udvekslingsstudenterne at kende på, og det er et af de arrangementer, der styrker vores interne fællesskab, så vi udadtil kan arbejde godt sammen og lave spændende ting, der involverer resten af skolen.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Andre indlæg i kategorien: Uncategorized