På Grenaa Gymnasium har vi en global studieretning. Én gang om året bliver alle fra den globale studieretning blandet på kryds og tværs af 1., 2., og 3.G.
Hele dagen tager udgangspunkt i ét overordnet emne. I de inddelte grupper, som er blandet på kryds og tværs af klasserne, bliver der uddelegeret nogle rollekort. Sidste år havde vi om korruption. Her blev de mange grupper inddelt i 3 forskellige undergrupper. De tre undergrupper bestod af lande, Norge, Kina og Tanzania.
Tanzanias problem var, at de manglede et kraftværk, som kunne give arbejdspladser og skabe en masse billig energi til deres område. Det var her, hvor Kina og Norge skulle komme med forskellige forslag til, hvordan problemet kunne løses. Norges opgave var, at de skulle fokusere på grøn energi, og at arbejderne havde det godt. Kinas opgave var, at de skulle vinde lige meget hvad og gøre det så billigt som muligt. De skulle være ligeglade med grøn energi. Kinas opgave var også at lave korruption, hvis dette gjorde det mere muligt at vinde.
Sidst på dagen blev der i alle grupperne fundet en vinder. For at vise hvordan korruption påvirker verdenen, blev dette emne valgt. Der var fire grupper som skulle præsentere, hvilket land de havde valgt – Det endte med, at ud af de 4 vindere, der blev fundet, var kun én af grupperne korrupte.
Vi synes, at Globaldagen er en god måde at få et anderledes indblik i, hvordan noget som korruption virker og påvirker de forskellige lande.