Lige ved siden af togstationen i Jelling, ligger der et flygtningecenter drevet af Røde kors. Ved første øjekast på afstand ligner det en gammel folkeskole, men kommer man lidt tættere på, kan man se de fortvivlede flygtninge stå udenfor og ryge en afstressende cigaret. Kommer man videre ind, er der alle mulige ting, for at livet ikke går helt i stå, for flygtningen i den fortvivlende situation. Jeg kom ind på asylcenterets pizzeria, hvor jeg mødtes med fire drenge i gymnasiealderen. Vi skulle snakke lidt om, hvad vores dagligdag går ud på. Jeg fortalte at jeg til dagligt går på en teknisk gymnasial uddannelse. Drengene bor lige ved siden af en skole. De får undervisning, hovedsageligt på engelsk, da de først nu er ved at lære det danske sprog.

På asylcenteret bor de tre på et lille værelse. De sover i samme seng, som er én stor madras. De ved endnu ikke om de får lov til at blive i landet eller ej, de bor på asylcenteret til deres sag er færdigbehandlet. Tre af drengene er fra Uganda, og den sidste er fra Afghanistan. De havde alle sammen ventet på sagsbehandling i over ti måneder. På asylcentret er der ikke meget plads til at være sig selv og have et ungdomsliv.

En pige fra mit gymnasium var ogsÃ¥ med; hun snakkede med fem piger, hvor tre af dem var syrere, der var gÃ¥et hele vejen fra Tyrkiet! PÃ¥ deres tur havde de havde været én mor med fire børn, hvor den mindste havde skinnebensbetændelse og skulle løftes af de andre hele vejen fra Tyrkiet. De har to familiemedlemmer i Odder (tror vi, de var ikke sÃ¥ gode til at udtale bynavnet) og ville derfor meget gerne til Danmark, sÃ¥ de kunne bo tæt pÃ¥ hinanden – pÃ¥ trods af en næsten umenneskelig lang gÃ¥tur.